Giraffer betragtes som ”Sårbare” på IUCNs rødliste og man regner med at der er under 100.000 vilde giraffer tilbage på det Afrikanske kontinent.
Giraf
Giraffa camelopardalis camelopardalis
Højde
400-588 cm
Længde
ca. 3 m
Vægt
550-1930 kg
Levetid
Op til 25 år
Kost
herbivore
Om Giraf
Værd at vide om GIRAFFEr
Giraffer er verdens højeste dyr. De inddeles i 4 forskellige arter og dertilhørende underarter. I Ree Park Safari har vi giraffer af arten nubisk giraf, som findes i det nordlige og nordøstlige Afrika. Denne art inkluderer nogle af de højeste giraffer i Afrika og tyrene kan blive op mod 6 m høje. Underarten kaldes også imidlertid også Rothschild-, Uganda- eller Baringo-giraffer da den er hjemmehørende Uganda og i området omkring Lake Baringo i Kenya.
De har rødbrune, irregulære pletter, som man også ser det hos Masai-giraffer og andre andre nordlige underarter; pletterne har ofte en mørk, næsten chokolade-brun nuance. De har derimod ingen aftegn på den nederste del af benene. Yderligere kendetegnes de ved at have 3 såkaldte uægte horn, foruden de to ”ægte horn” alle giraffer bærer. De uægte horn er forhøjninger i kraniet og findes midt i panden, og bag hvert øre.
Giraffer er sociale dyr og danner gerne grupper, men disse er mere dynamiske end man ofte ser det hos andre sociale dyr. De har ikke nødvendigvis en fasttømret flok med et struktureret i hieraki, på samme måde som man ser det hos fx. zebra eller nogle antilopearter. Giraf-grupper består typisk af hunner med kalve eller rene bachelorgrupper af unge hanner. Kønsmodne hanner følger kun hunnerne i forbindelse med brunstperioder.
Giraffer bruger den primære del af deres tid på at fouragere, dvs. finde føde bestående af blade og kviste fra træer og buske. De kan finde på at gå i knæ og æde græsser og urter, og er også nødt til at gå i knæ, hvis de skal have vand. Deres ben er nemlig længere end deres lange hals, og hvis de ikke bøjer benene, kan de simpelthen ikke nå ned til vandet i et vandhul
Giraffer bruger deres op mod 40 cm lange tunge, til at vikle rundt om grene og kviste, så de kan trække bladene af træerne. Ved hjælp af den fleksible tunge og særprægede spiseteknik, kan de også komme uden om de spidse torne på akacietræer, som er et af deres foretrukne fødevalg.































