Maraen er klassificeret som nær truet. Bestanden af maraer er i tilbagegang, men de endnu ikke beskrevet som truet. Tilbagegangen skyldes primært udryddelse af deres habitater, og konkurrence med den europæiske hare, der er indført til Sydamerika. De har også historisk været indfanget og handlet som kæledyr.
Mara
Dolichotis patagonum
Føde
Græs, småbuske, urter, øvrige plantedele
Antal unger
Typisk 1-3 pr. kuld. Ca. 2-4 kuld om året.
Beskyttet art?
Ja, arten er klassificeret som sårbar på Argentinas liste over truede pattedyr og findes vildt i beskyttede naturområder.
Højde
30 - 40 cm
Vægt
9 - 16 kg
Levetid
7 - 15 år
Kost
herbivore
Om Mara
Værd at vide om MARAEr
Maraen, der ligner og opfører sig lidt som en blanding mellem en hare og en lille hjort, lever på de store åbne græsstepper – kaldet pampassen – i det centrale Argentina. Maraen er egentlig en gnaver, og den næststørste i familien, kun overgået af kapivaren.
Maraer adskiller sig fra andre gnavere, ved at danne faste par for livet. Dette monogame forhold opretholdes primært af hannen, der følger og vogter over hunnen. For at markere hunnen som en del af sit territorie, tisser hannen på hende, og han vil forsvarer hende voldsomt over for andre hanner. I yngletiden kan flere par bo i samme jordhule, hvor de opfostrer deres unger.
Marahunnens 4 dievorter er placeret meget yderligt på bugen, således at ungerne kan die samtidig med, at hunnen sidder oprejst og overvåger omgivelserne. Maraunger er ved fødslen meget veludviklede, og kan allerede få dage gamle hoppe omkring og æde i nærheden af hulen. De voksne dyr lever primært af græs og lavtvoksende buske.
Hvis maraen forstyrres, flygter den på samme måde som haren, i høj fart og med høje sik-sak hop, for at ryste fjenden af sig. Maraen kan løbe op til 29 km/t, og er set springe op til 2 meter. Både voksne og unger søger tilflugt i deres huler.
Område
Græsstepper og pampas

















