Værd at vide om FISKEKATTEN
Hos fiskekatten er hovedet er aflangt og halen er kort, ca. 1/3 af kropslængden. Pelsen er kraftig og gråbrun med sorte pletter og striber. 6-8 linjer går fra over øjnene til op mellem ørerne og om til nakken, hvor de ender i kortere striber omkring skuldrene. Fiskekattens knurhår er korte, ørerne runde og sorte på bagsiden med en tydelig øreplet der tydeliggør kommunikation med øresignaler, som det ses hos mange andre kattearter, f.eks. tigeren.
Fiskekatten lever primært i vådområder, sump og mose. Dog kan den også findes i tæt bevokset skov tæt på vandløb og floder eller i junglen. Fiskekatten er også set i skovene omkring Himalaya i højder op til 1.525 meter over havets overflade og i bjergområder på Sri Lanka.
De fleste informationer omkring fiskekattens fødesøgning bygger på meget få observationer, og flere af dem er af ældre dato (1929). Fiskekatten er blevet observeret i naturen fiske fra flodbreder og i vandkanten. Fisken fanges nærmest ved at ”skovle” den op fra vandet. Fiskekatten er også set lege med fisken i det lave vand efter den er fanget, ligesom en huskat leger med en mus. Der er set eksempler på, at katten befinder sig i vandet og skovler fisken op af vandet/eller op på lavt vand om natten i måneskind. Under disse observationer er katten også set æde græs og ørkenrotter, sågar kadaveret fra en ko, så man mener også, at den spiser ådsler. Dog skal det understreges, at fiskekatten primært æder fisk og skalddyr. I fangenskab er fiskekatten set, hvor den tager sin mad med ud i vandet, lade det falde i, for derefter at fiske det op og spise det.