Den hvide ulv, langt mod nord

Værd at vide om arktisk ulv

Den arktiske ulv er en underart af den grå ulv. Den arktiske ulv adskiller sig fra dens nærmeste grå slægtning, ved at have en hel hvid pels, relativt små ører og kort snude. Denne underart lever i de arktiske egne af Nordamerika og Grønland, hvor den er perfekt tilpasset til et liv med lave temperaturer i et ugæstfrit miljø.

Den arktiske ulv er en helt hvid underart af den grå ulv. Pelsen består, som hos andre ulve, af en kraftigt isolerende underuld, der beskyttes af dækhårene. Bortset fra pelsen har den arktiske ulv en kortere snude og mindre ører, end andre ulve. Dette gør, at varmetabet fra kroppen minimeres mest muligt. Derudover kan tilgangen af blod til poter, næseregion og forben mindskes, så varmeafgivelsen nedsættes yderligere. Derfor kan ulvene klare sig i de lave temperaturer om vinteren, som kan komme helt ned til -45 grader.

På grund af klimaet har den arktiske ulv, i modsætning til deres slægtninge sydpå, ikke været underlagt samme intense jagt og forfølgelse af mennesker. Dette er sandsynligvis forklaringen på, at arktiske ulve ikke er bemærkelsesværdigt sky over for mennesker. I stedet for at flygte ved færten af mennesker, stopper de op, og kigger nysgerrigt. Denne mangel på frygt har gjort det muligt for forskere, at komme helt tæt på ulveflokke og iagttage deres adfærd.

De arktiske ulve lever langs den nordlige del af det nordamerikanske kontinent, og videre nordpå til Nordpolen og langs den østlige kyststrækning af Grønland.
Disse ulve må, som mange andre ulve, dagligt tilbagelægge enorme afstande i deres søgen efter føde. Det barske klima og den sparsomme mængde føde gør det nødvendigt for ulveflokkene at have et stort territorium, hvor de dagligt tilbagelægger omkring 50 km. i vanskeligt terræn.

De arktiske ulve lever i sociale flokke på 7 til 10 individer. Hele flokken drager dagligt ud for at afpatruljere det op mod 2.000 km2 store territorium, der ofte er gået i arv i generationer.

Flokken ledes af et dominerende par, og efter dem kommer de andre voksne ulve i et stærkt hierarki, hvori pladserne er faste og overholdes af alle medlemmerne. Førerparret er de eneste i flokken, der yngler, mens unger fra tidligere år hjælper til under jagten og med yngelpleje.

Arktiske ulvehvalpe bliver født sent i maj eller tidligt i juni. De må tage meget hurtigt på i vægt den første korte sommer, for at overleve vinteren. Dette kræver enorme mængder føde. Ulve æder alt det, de kan finde eller fange på deres vej, dette inkluderer sæler, lemminger, fugle og harer, men også store dyr som moskusokser og rensdyr udgør ofte en stor del af kosten, for at ulvene kan overleve.

Når ulveungerne bliver født har de en mere grå pels. Den mørkere pels absorberer bedre varmen fra solens stråler og giver ungerne ekstra beskyttelse i den første del af deres liv. Når de bliver ældre bliver deres pels tykkere og hvid, så de kan sløre sig med de sne og is prægede områder.

De arktiske ulve er gode til at samarbejde, og kan ved fælles hjælp nedlægge bytte såsom muskusokser, der er over 10 gange så store, som den enkelte ulv. Når ulveflokken opdager en flok moskusokser, nærmer de sig langsomt og lydløst. Når de kommer tæt nok på byttet, styrter de pludseligt frem mod flokken i et forsøg på at skabe panik. Løbende bytte er nemlig mere sikkert at angribe, for ulvene. Hvis muskusokserne derimod opdager ulvene i tide, vil de benytte sig af en forsvarsteknik, hvor de danner en beskyttende ring om kalvene, så ulvene mødes af en mur af horn. Hvis det lykkes ulvene at få moskusokserne til at flygte, leder ulvene især efter sårbare medlemmer i flokken som f.eks. kalve, ældre, eller svage dyr. Disse dyr er lettere at fange og dræbe end voksne og sunde individer.
Hvis flokkens førerpar har unger, vil hele flokken hjælpe hinanden med at opfostre hvalpene. Efter en jagt vil hvalpene slikke de hjemvendte voksne ulve i mundvigen, da dette får dem til at gylpe halvfordøjet, varmt kød op, lige til at spise.

Ulve er sociale dyr, som kommunikerer internt i flokken, men også over lange afstande med andre flokke. Det karakteristiske ulvehyl benyttes både af enlige ulve samt af hele flokken. Ulve som hyler alene, hyler ofte for at tiltrække en mage, eller for at genfinde deres flok, mens ulve som hyler i en gruppe, hyler for at afmærke deres territorie. Ulvene bruger også hylet til at til samle flokken fx efter en jagt, og så kan det heller ikke udelukkes, at ceremonien er med til at styrke de sociale bånd mellem dyrene.