De sorthalede præriehunde lever på de åbne græsvidder i Nordamerika. De er ikke kræsne hvad føde angår, men kræver at der er åbent vand i nærheden, samt at jorden hverken er for løs eller fugtig, til at grave deres gangsystemer i. Tidligere var den sorthalede præriehund vidt udbredt, men nu ses den fortrinsvist i beskyttede områder.

Præriehunden lever i storfamilier, med en enkelt eller to dominerende hanner. Hannerne er større end hunnerne, men begge køn forsvarer territoriet. Præriehundene lever i underjordiske gangsystemer, og hele flokken hjælper hinanden med at samle føde, opretholde territoriet, og med at holde øje med rovdyr.

Præriehunde er meget sociale dyr, og de benytter sig af 12 forskellige kald. De er berømte for deres mange forskellige alarmkald, hvor de skelner mellem forskellige rovdyr som fx prærieulve, slanger og rovfugle. Præriehundene kendes også for deres karakteristiske individuelle “Jip-kald”, hvor dyret strækker sig i sin fulde længde, og bokser med forbenene ud i luften, mens det siger en jip-lignende lyd. Jip-kaldene menes at være sociale kald, og det ses tit, at hvis ét dyr begynder at jippe fra en lille forhøjning, vil de øvrige gruppemedlemmer også snart begynde.

Der vil altid være mindst én præriehund, der holder vagt, mens de andre familiemedlemmer søger føde. Opdager vagten en fare, rejser den sig på bagbenene og bjæffer, hvorved hele flokken søger tilflugt i det underjordiske hulesystem.
Gode kolonier kan gå i arv i generationer, og udbygges hver år. Den største koloni af sorthalede præriehunde man kender til, dækkede et område på ca. 65.000 km2, og bestod af ca. 400 millioner præriehunde. Normalt er kolonierne dog noget mindre, med gangsystemer på op mod 33 meter, der går ned til 5 meter under jorden. Sådanne systemer kan have op mod 70 indgange, og beskytter deres beboere mod både klimaet og mod rovdyr.