Den arktiske ulv er en underart til den grå ulv (Canis lupus), som man oftest kender på den helt hvide og lange pels. Man har set denne underart helt ned til 60 breddegrad, men de fleste ulve syd for 70 breddegrad er grå eller sorte. Nord for 70 breddegrad og på Grønland er de fleste, om ikke alle ulve hvide - enkelte med et gråligt eller flødefarvet stænk ned ad ryggen.

Den amerikanske bison er mere kraftigt bygget end den europæiske bison. Pelsen er mørkebrun og på dyrets forkrop, forben og hen over skulderne, har den en karakteristisk mørk pelskrave. På den øverste del af ryggen findes en pukkel, der skråner ned til den spinklere bagkrop. Puklen er muskelomsluttede  fremspring på ryghvirvlerne,  der hos tyrene kan blive op til 45 cm lange, og virker som hæfte for de muskler, der hjælper med at løfte det store hoved, der hos de store tyre kan veje op omkring 100 kg.

Den sorthalede præriehund tilhører egernfamilien (Sciuridae) og er den mest almindelige af de 5 præriehundearter. Den sorthalede præriehund varierer i længde, hvor hannerne (35,8-41,5 cm) ofte er længere end hunnerne (32,5-37,5 cm). Hanner vejer også mellem 10%-15% mere end hunnerne. Vægten for begge køn varierer med sæsonen, hvor de vejer mest i efteråret og mindst om vinteren.

Elgen er den største hjorteart, ikke blot i Norden men i det hele taget. De nordamerikanske elge er lidt større end de skandinaviske. Størrelsen alene gør elgen let genkendelig, men en række andre træk er også specielle for den sammenlignet med andre hjortearter. Over skulderen har dyret tilløb til en pukkel, overlæben er påfaldende stor og hænger ud over undermunden, ved overgangen fra hoved til hals findes en hudfold med forlængede hår (skæg) og desuden mangler et særligt lyst parti omkring halen (spejl). Tyrens gevir afviger også fra de øvrige store hjortes ved at være rettet meget ud til siden og lidt frem, inden stængerne bøjer op.