Løver er et af de største medlemmer af katteslægten og er bl.a. karakteriseret ved deres robuste ydre. Pelsen er sandfarvet over det meste af kroppen, men løvens mave er hvid. Den tydeligt seksuelle dimorfisme, ses tydeligst på de voksne hanners imponerende manke. Denne manke sættes når hannerne når en alder af ca. tre år, og kan have alle variationer mellem lys og mørk. Ofte ses det at mankerne er kraftigst hos hanner der lever på den åbne savanne.

Rothschild-giraffen kendes nemt fra andre underarter af giraffer - først og fremmest på pelsens farveaftegninger. Netgiraffer har meget klart definerede rektangulære mørke aftegninger, med meget klare hvidgule afgræsninger. Rothschild-giraffen derimod minder i aftegningerne mere om Masai- giraffer, der er kendetegnet af mere udflydende orange-brune felter. Rothschild-giraffen adskiller sig fra alle de øvrige underarter, ved at have en dyb rødlig farve, samt ved at mangle aftegninger på underbenene under hhv. forbenenes knæ (patella) og bagbenenes hæle (tarsus).

Det sorte næsehorn er, præcis som sin hvide slægtning, gråt. De vildledende farveangivelser, stammer fra en fejloversættelse fra afrikaans af ordet ”wyd”, der af engelske nybyggere blev oversat til white eller hvid. ”Wyd” betyder derimod vid eller bred, og hentyder til det hvide næsehorns brede mund, der er perfekt tilpasset til at græsse med. Det sorte næsehorn kendes derimod bl.a. på sin spidse miniaturesnabellignende, overlæbe, som det benytter til at æde blade med. Ydermere har de sorte næsehorn mindre hoveder, kortere ører og kortere horn, end det hvide næsehorn.

Vildhunden ligner påfaldende meget en tamhund, men har i modsætning til tamhunden meget lange ben i forhold til kroppen. De lange ben gør vildhunden til en utrolig god løber.

Selv om vildhunden umiddelbart kunne ligne en forvildet tamhund (ferale dyr) er dette ikke sandt. Vildhunde er en sidegren fra ulve og sjakaler, der skilte sig ud for mere end 3 mio. år siden. Derfor betyder det meget for videnskaben at kunne bevare vildhundens gener.

Oksegnuen kendes også som den blå el. stribede gnu. Disse forskellige navne skyldes dens udseende. I det rigtige lys ser oksegnuens pels næsten sølvblå ud og på halsen ses en antydning af ”zebrastriber”. Gnuen er i det hele taget ejendommelig af udseende og ligner på en gang en blanding af hest, antilope og okse. I store træk ligner den hesten af bygning og har ligeledes en manke/man. De tynde ben med klove er antilopeagtige og hovedet og hornene er okselignende.

Bongoantilopen er den største og tungeste af alle skovantiloper, og anses af mange også for at være den smukkeste med sin rødbrune farve, hvide striber og de snoede horn. De flotte farver er suveræn kamuflage i den tætte underskov, og bongoerne kan ydermere bruge det stribede mønster til individgenkendelse af andre artsfæller i områder. Både hunnen og hannen har lange spiral-horn på 75-99 cm. 

Der findes to underarter af bongoantilopen. Lavlands- eller vestlig bongoantilope (T. e. eurycerus), og bjerg-, højlands- eller østlig bongoantilope (T. e. isaaci). Højlandsbongoen lever kun i Kenyas bjerge.

Eland antilopen er verdens største antilopeart og en fuldvoksen han kan veje op mod 1000 kg.  Arten opdeles i to underarter kæmpe eland (Taurotragus derbianus), som er den største, og den lidt mindre almindelige eland antilope (Taurotragus oryx), som vi har her i parken.

Når eland antilopen går, høres en høj kliklyd, der opstår vha. senerne i antilopens forben. Før i tiden troede man, at lyden kom fra hovene eller leddene. Teorien går på at elandantiloperne bruger kliklydene til at holde flokken samlet og til at høre om der er andre i nærheden.

Capra hircus er den domesticerede tamged. Her i Ree Park Safari har vi racen nubisk ged. Da arten kommer i forskellige racer, kan udseende variere meget. Den nubiske ged er middelstor, har en relativ høj og lang krop. Det mest karakteristiske ved den nubiske ged er dens længe hænge øre. Den nubiske ged er indført til Danmark gennem zoologiske haver og dyreparker. Den nubiske ged nemmes at stamme fra det nordlige Afrika, hvor den er blevet avlet som en ”kødged”. 

Sandkatten er mindre end den almindelige huskat og dermed en af de mindste vildtlevende kattearter.

Farven varierer fra matgul til grålig, med mørke vandrette striber omkring halen og på benene. Kinderne og ørerne har mørke eller rødlige aftegninger, mens hagen, halsen og bugen er hvid. Kroppen og poterne er dækket med tyk pels, der isolerer mod underlagets ekstreme varme og kulde, alt efter tidspunktet på døgnet. Håret på poterne fungerer desuden som ”snesko”, så poterne ikke synker ned i sandet.

Ørerne er brede og korte, og hørelsen er ekstremt fintfølende, hvilket giver en god tilpasning til natlig jagt.

Sporeskildpadden er Afrikas største landskildpadde, og har fået sit navn efter de to sporer, der sidder på lårene på bagbenene. Sporeskildpadden overgås kun i størrelse af skildpadderne på Galapagos. Foran på bugskjoldet sidder der også to iøjnefaldende tilspidsninger, som især er kraftige hos hannerne og bruges i kampe mod rivaliserende hanner. Her gælder det om at få væltet sin modstander om på ryggen, så han skal bruge masser af energi og tid på at komme op igen.

Vandbukken er en stor antilope, som foretrækker at befinde sig i nærheden af vand, eks. søer eller floder. Tyren har 50-100 cm lange horn, der bøjer bagud og opad i en blød bue. Hvert horn har omkring 40 forhøjede tværringe. Farven kan variere meget fra sted til fra varm rød over i det sorte. Der findes to underarter af vandbukke. Den almindelige vandbuk har en hvid ring rundt om rumpen (se billede). Defassa underarten, som vi har i Ree Park Safari kendes på sin helt hvide markering på bagparten, der ligner ”bukser” (se øverste billede).  Den almindelig vandbuk er udbredt i det meste af Kenya, hvor Defassa vandbukken kun findes i Serengeti og Masai Mara.

Zebramangusten anses for at være en lille mangust, som voksne bliver de ca. 55- 60 cm lange, hvor halen udgør ca. halvdelen af længde af kroppen og hovedet. Man kan kende zebramangusten fra andre manguster ved en rækker sorte bånd der løber tværs over ryggen, deraf navnet. Fødderne og halen er sædvanligvis mørke mens resten af pelsen er lysere. Farven kan variere fra hvidlig til en rødlig brun. Zebramangusten har fem tæer på forbenene alle med kløer, der er udviklet til at grave. På bagbenene har de fire tæer der også alle bærer kløer. Disse kløer er kortere, tungere og mindre buet end dem på forbenene.

Zebraen er savannens hest og er med sine hvide og sorte striber, der dækker hele kroppen et af de mest genkendelige dyr i naturen. Hver zebra har sit egen unikke sæt striber som fungerer som et fingeraftryk. Hos Grant zebra ligger striberne vertikalt forrest på kroppen, horisontalt på bagbenene, og diagonalt på bagdelen. Dyret ligner en hest, bare mindre og i stedet for at vrinske som en hest, ”gør” zebraen mere som en hund. Grant’s zebra er den mindste af de 6 steppe-zebra underarter.

Grå jaco er en broget grå medium-størrelse (33 cm) papegøje med et sort næb, hvid maske, som omgiver dens gule øjne. Særlig kendetegnet for grå jaco er deres røde halefjer. 

Vilde grå jacoer er meget sky og tillader sjældent at mennesker kommer tæt på dem. De er meget sociale og bygger rede i store klononier hvor hver familiegrupper har deres eget redetræ. Grå jacoer flokkes kun med andre papegøje af samme art, hvilket adskiller sig fra andre arter af papegøje, som gerne flokkes med flere forskellige arter.

Impalaen er en forholdsvis lille antilopeart. Ryggen er rødbrun, der trinvist bliver lysere ned over siderne mod bugen. De hvide ringe omkring øjnene og den lyse snude er karakteristiske for impalaen. Ned langs halen og ned over hvert baglår løber sorte linjer, der tilsammen danner et M. Hunner og hanner er let adskillelige, da hannen er en smule større end hunnen og desuden bærer lyreformede horn, der i øvrigt kan blive op mod 70 cm lange.

Perlehøns er let at kende på sine smukke, prikkede fjer, og har netop fået sit danske navn efter de hvide perle-lignende prikker på deres fjer. Fuglene bliver omtrent 50-63 cm høje, med runde kroppe og et lille hoved, og de er næsten fjerløse på hoved og hals. Hovedet er dekoreret af en gullig knoglespis på toppen, og huden har røde og blå markering. 

Den sydlige hornravn er den største i hornravnefamilien (Bucerotidae), og kan blive på til 100 cm høje. Den sydlig hornravn ligner den tætbeslægtede nordlig hornravn, men har tydelige markeringer. Fjerdragten hos den sydlige hornravn er helt sort med nogle rødlige ansigtsmarkeringer.

Den sydlige hornravn er tilpasset til livet på jorden, fremfor i luften, hvilket ses på dens store næb, hoved og krop samt dens kraftige ben. Et kendetegn for den sydlige hornravn er dens oppustelige halssæk. De har også lange øjnvipper, som hjælper med at skygge for solen. 

Over en meter høj majestætisk fugl med grå fjer på krop og hals – svingfjerene er sorte og på vingens forkant er der et stort område med hvide fjer med gule nuancer i hjørnet nederst ind mod kroppen. Hovedet er sort og hvidt med en skillelinje gennem øjet som er blåt – næbbet er mørkegråt/sort. Særligt karakteristisk er den gule ”krone” som består af helt tynde, gule fjer med en lille sort top. 

Dik dik er en dværgantilope med en kort krop og lidt forlænget snude. Kun hannerne har de små tynde og spidse horn.

Dik dik antilopen danner par for livet og lever dermed ikke i flokke. De er mest nataktive og desuden yderst sky og skjuler sig derfor det meste af tiden i tæt krat. Når de flytter sig rundt i deres territorier benytter de sig af bestemte stier. Alle dik dik par markerer deres individuelle territorier ved en aktivitet, der kaldes "afføringsceremonien". Både hunnen og hannen lægger deres afføring og urin det samme sted. Derefter markeres en plantestængel med et sekret fra hannens kirtel, der sidder ved øjet. Efter denne ceremoni er  hannen vogter af det pågældende territorium. En hun vil ikke være i stand til at holde et territorium alene. Dik dik’en deler habitat med kudu og zebra, der holder henholdsvis krat og græs nede i dik dik højde.

Hadada ibis er en stor robust fugl. Den har brune fjer med karakteristiske skinnende grøn fjer på oversiden af vingerne. Kaldet fra ibisen er en af de mest kendte lyde på den afrikanske savanne. Kaldet er meget højt og lyder som ”ha-da-da” hvoraf fuglens navn kommer. Kaldet høres oftest om morgenen og aftenen når fuglene flyver til og fra reden.

Hannerne er hvide på fronten af deres hoved samt langs halsen. Resten af hovedet er sort. Den nedre del af halsen er kastanjebrune og langs kroppen har de hvide og sorte striber. Gumpen er sort.

Hunnen er meget lig hannen men i fronten af deres hoved samt halsen har i stedet en rustrød farve.

Begge køn har blålige ben og fødder og har en længere hals samt ben end andre ænder typisk har.