Værd at vide om MARABUSTORKEN
Når fuglen slapper af trækker den hovedet ned mod kroppen og kommer derved til at se ud som om den står og skutter sig. Marabustorken kaldes indimellem verdens grimmeste fugl, på grund af dens skaldede udseende og den store pose på halsen.
Marabustorken fanger levende bytte i yngletiden, men lever ellers primært af ådsler. Man ser ofte den i selskab med gribbe, som med deres skarpe næb er i stand til at flå ådslet åbent. Dette er til marabustorkens fordel, da dens næb ikke er særlig skarpt, men meget langt. Med det op til 30 cm. lange næb, kan marabuen til gengæld nå noget af det kød, der sidder længst inde i ådslet.
Marabustorkens hoved og hals har ingen fjer. Dette er en god tilpasning til livet som ådselsæder, da fjer hurtigt ville blive beskidte og klistrede, når fuglene står med hovedet inde i et dødt dyr.
Marabustorken lever i varierende habitater og er meget tilpasningsdygtig, hvilket også er årsagen til de ikke viger fra at leve nær mennesker. De kan endda leve tæt op af mennesker, hvor de blandt andet har tilpasset sig til at finde mad på lossepladser.
I yngleperioden finder hannen en mage ved at gøre kur med næbklapren, og lyde som frembringes fra halsposen. Reden bygges højt i et træ hvor 2-3 æg lægges. Når ungerne er ruget ud følger en periode hvor marabustorken i højere grad fanger levende byttedyr, som er nemmere at fodre ungerne med. De får alle typer af små dyr så som fisk, frøer og reptiler.
