Værd at vide om dværgzebuen
Zebuoksernes vilde forfædre levede i de åbne skove og engområder i det sydlige asien. Herfra blev dværgzebuen en domesticeret kvægart, der primært blev holdt for dens mælk, kød, læder og horn, samt som træk eller ridedyr.
Denne lille, meget rolige, kvægart er en af de ældste kvægarter vi kender til, og man kan føre arten helt tilbage til ca. 6.000 år før vor tidsregning. Her portrætteres de oprindelige zebuokser ofte på mønter, i arkitekturen og i forskellige statuer. Zebukvæget er en af de ældste og mindste kvægarter i hele verden, og stammer oprindeligt fra urokser, som over tid deltes i de små varmeresistente zebukvæglinjer, og i de stører kvægarter der primært fremavledes i Europa.
I dag findes der op til 75 forskellige zebuunderarter, og de krydses med mange andre kvægarter, for at kombinere de bedste træk fra to forskellige avlslinjer. Eksempelvis krydses zebuokser med kødkvæg, for at få en linje, der har den gode kødkvalitet fra produktionslinjerne og en øget modstandsdygtighed overfor mange sygdomme og parasitter, samt den bedre varmetolerence fra zebuerne.
Netop den gode varmetilpasning har været medvirkende til, at dværgzebuen primært er udbredt i det sydlige Asien og i dele af Afrika. Zebuoksernes gode tilpasning til varme skyldes blandt andet, at de har flere svedkirtler end andre kvægarter, samt zebuens fedt puklen, der tjener samme formål som kamelens, nemlig som energilager til brug under perioder med knaphed på føde og/eller vand.
