Vikunjaen lever på de tundralignende stepper i det vestlige Sydamerika i 3.600 til 4.800 meters højde. Den lever udelukkende af flerårige græsser, hvilket kan slide på tænderne. Derfor vokser vikunjaens fortænder hele livet, ganske som det også ses hos gnavere.

Vikunjaen lever i sociale grupper med en dominerende han, 5-10 hunner og deres unger. Gruppen har et fast territorium, som afmærkes med ekskrementer. Unghanner danner omstrejfende småflokke. Parringen finder sted i marts-april, og efter ca. 11 måneder fødes normalt 1 unge.

Vikunjaen har ry for at have den fineste og mest eksklusive uld i verden, bl.a. fordi dens tætte og meget isolerende uld kun kan klippes hvert 3. år. Inkaindianerne indfangede de vilde dyr for at klippe pelsen, hvorefter de slap dem løs igen. Desværre blev efterspørgslen på den bløde uld, så stor med den hvide mands komme til Sydamerika, at bestanden af vikunjaer faldt fra estimerede 1,5 millioner dyr, til bare 6.000 i 1960, fordi man nu overgik til at nedlægge dyrene for at høste ulden.

Bestanden af vikunjaer har været stigende i en lang periode, men nu ser det igen ud til, at bestanden igen er i tilbagegang på grund af krybskytteri, økonomisk interesse i hybridisering mellem alpaca og vikunja og ødelæggelse af vikunjaernes naturlige leveområder, der dyrkes til husdyrbrug.