Værd at vide om MØRKERØD ARA
Størstedelen af den mørkerøde ara er den karakteristiske røde fjerpragt, mens den yderste del af vingerne er grønne og blå. Ansigtet er hvidt, med mørke streger omkring øjnene. Selve øjenfarven er grålig. Ungfuglene har samme udseende, men kan bl.a. kendes på deres mørke øjenfarve. Det karakteristiske papegøjenæb meget kraftigt og derved yderst velegnet til, at knække nødder med selv de hårdeste skaller.
Den mørkerøde ara optræder oftest i par, men under fødesøgning og ved mineralforekomster ses den ofte i selskab med andre artsfæller, og araer som f.eks. blågul og lyserød ara. Reden anlægges i et gammelt hult træ og ungerne forlader reden når de er ca. 3,5 måneder gamle. Det er hunnen der ruger, men begge forældre forsvarer aggressivt reden. Når ungerne klækkes er de blinde og fjerløse. Først når de er 10 uger gamle har de deres fulde fjerdragt.
Under opfostringen af ungerne ændres forældrefuglenes føde til også at bestå af insekter, for derved at dække ungernes proteinbehov. Den mørkerøde ara er tæt knyttet til den uberørte regnskov med store gamle træer, der skaber mulighed for redehuller. Derfor er ødelæggelsen af regnskoven og den illegale handel med papegøjer to af de væsentligste årsager til, at den mørkerøde ara i dag regnes for at være i tilbagegang i naturen.