Værd at vide om BLÅGUL ARA
Panden er grøn, brystet er gult og resten af fuglen er blå. Ansigtet er hvidt med mørke streger omkring øjnene og iris er grålig. Ungfuglene har samme udseende, blot med en mørk iris. Det karakteristiske papegøjenæb er sort og meget kraftigt.
Den blågule ara er en af de største papegøjearter. Panden er grøn, brystet er gult og resten af fuglen er blå. Ansigtet er hvidt med mørke streger omkring øjnene og iris er grålig. Ungfuglene har samme udseende, blot med en mørk iris. Det karakteristiske papegøjenæb er sort og meget kraftigt.
Den blågule ara danner par for livet men lever sammen i store flokke som ses, og særligt høres, under fødesøgningen eller ved høje forekomster af mineraler. Fuglene æder jord, f.eks. fra åbne flodsider, for at optage mineraler som hjælper med at neutralisere giftstoffer fra umodne frugter.
Reden laves i et gammelt hult træ, og ungerne forlader reden, når de er ca. 3,5 måneder gamle. Det er hunnen der ruger, men begge forældre forsvarer aggressivt reden. Når ungerne klækkes, er de blinde og fjerløse. Først når de er 10 uger gamle, har de deres fulde fjerdragt.
Den blågule aras naturlige levesteder ser ud til at være i tilbagegang, hvilket kan have en negativ betydning for den vilde bestand af blågul ara og alle øvrige ara-arter.
Mange indianerstammer i Sydamerika anvender fjer fra blandt andet den blågule ara som kropsprydelse ved ceremonielle begivenheder.