HVAD SØGER DU?

Lær alt om...

Amerikansk bison

Den amerikanske bison er kraftigere bygget end den europæiske bison. Pelsen er mørkebrun, og hen over skulderne på dyrets forkrop og forben har den en karakteristisk mørk pelskrave. På den øverste del af ryggen findes en pukkel der skråner ned til den spinklere bagkrop.

Værd at vide om BISON

Den amerikanske bison er kraftigere bygget end den europæiske bison. Pelsen er mørkebrun, og hen over skulderne på dyrets forkrop og forben har den en karakteristisk mørk pelskrave. På den øverste del af ryggen findes en pukkel, der skråner ned til den spinklere bagkrop. Denne pukkel består især af en masse muskler som har til formål at holde det store, tunge hoved. Disse muskler er særligt veludviklede hos de ældre tyre.

Bisonokser er generelt meget fredelige dyr, men de kan være meget farlige når tyrene kæmper mod hinanden, eller hvis køerne beskytter deres kalve. De kan være legesyge og elsker at støvbade og svømme. Bisoner er utrolig adrætte og hurtige, deres størrelse taget i betragtning. De kan løbe op til 60 km/t og holde farten over længere strækninger. Bisonens forsvar mod rovdyr er dog mest effektivt, hvis de formår at stå stille. Her vil de største og stærkeste dyr stille sig i en beskyttende cirkel rundt om kalvene. Selv de farligste rovdyr må oftest give op ved et sådant møde med en mur af spidse horn.

Den amerikanske bison er i dag beskyttet ved lov og lever i beskyttede områder og nationalparker. Populationen af amerikansk bison er i dag delvist genetableret grundet avlsprogrammer der sikrer bestanden af overvågede flokke i reservater i USA. Ifølge IUCN lever der ca. 11.000-13.000 vilde bisonokser i USA.

Quote

Vidste du, at...

"… kalven vejer omkring 30 kg ved fødslen og kan gå efter ca. tre timer?"

Her er lidt fakta om bison

Den amerikanske bison var engang udbredt over store dele af de amerikanske prærier, hvor de levede i et naturligt samspil med både de øvrige græsædere, præriens rovdyr og indianere. Man mener, at der før Columbus' ankomst til Amerika, levede omkring 60 millioner bisoner på de amerikanske prærier. Desværre medførte den hvide mands brutale nedskydninger, at den amerikanske bisons antal blev reduceret til under 1.000 individer i 1890.
Hvor mange kalve føder den amerikanske bison?

Den amerikanske bison føder 1 kalv ad gangen. Kalven vejer omkring 30 kg. ved fødslen og kan gå efter ca. tre timer.

Hvor gammel bliver den amerikanske bison?

Den amerikanske bison kan blive 15-20 år i naturen men helt op til omkring 40 år i fangenskab.

Hvor lever den amerikanske bison?

Den amerikanske bison lever på åbent græsland i Nordamerika. Den amerikanske bison er nu beskyttet ved lov og lever i beskyttede områder og nationalparker.