Værd at vide om FLAMINGOEN
Flamingoerne holder oftest til ved lavvandede områder som laguner, søer og flodudløb hvor saltkoncentrationen er enormt høj, eller hvor vandet er meget basisk. Her lever flamingoen af at rode bundlaget op med fødderne og derefter benytte deres næb til at filtrere vandet for smådyr, såsom krebsdyr og alger.
På grund af den særprægede spisemetode, ser flamingoens næb meget anderledes ud end det gør hos andre fugle. For at kunne filtrere vandet er den nederste del af næbet større end den øvre del. Derudover vendes næbbet på hovedet mens fuglen spiser, så overdelen er tættest på vandets overflade. På næbets kanter og inderside sidder en masse lameller som fanger de spiselige partikler, når vandet presses ud af næbet med tungen.