HVAD SØGER DU?

ASIEN

Asiatiske dyr

Asien er stor og mangfoldig, ligesom de asiatiske dyrearter i parken. 

Oplev de topuklede baktriske kameler og de sjældne onager. Mød den legesyge dværgodderfamilie og klatremestrene, de røde pandaer. Bag ved vandfaldene i Asien skal du holde udkig efter de nordkinesiske leoparder, som bor i et overdækket anlæg, da de er gode til at klatre i træer. På din tur rundt gennem 4 kontinenter møder du de indiske påfugle, der går frit rundt i parken … ingen panik, de er helt fredelige!

Asiatiske dyr

Asien

Baktrisk kamel

Bactrian Camel / Camelus ferus

Den to puklede kamel lever i egne, hvor temperaturerne ligger mellem -29°C om vinteren og 38°C om sommeren. Dette høje temperaturskift klarer kamelen delvist ved at have en tyk vinterpels, som tabes når sommeren kommer.

Kamelen har desuden tilpasset sig ørkenlivet ved at have næsebor, der kan lukkes, buskede øjenbryn, to rækker øjenvipper og små ører dækket af hår både indvendig og udvendig, der beskytter kamelen mod bl.a. sandstorme og andre hårde vejrforhold.

Vægt

300-700 kg.

Føde

Tørre, salte og bitre planter

Gulstrubet mår

Yellow-throated Marten / Martes flavigula

Den gulstrubede mår/himalayamåren/kharza er en mellemstor kødæder som tilhører mårfamilien. Den har en orangegul til mørkebrun pels og gul omkring halsen, deraf navnet. Måren er 40-60 cm lang og vejer 2,5- 5,7 kg. Der findes omkring 8 underarter, hvor den gulstrubede mår er den største efter jærven. Samtidigt har den heller ikke busket hale. Ørerne er runde og sidder lavt (ørespidserne er på niveau med det brede flade kranie). Poterne har trædepuder og meget skarpe klør.

Nordkinesisk leopard

North Chinese leopard/ Panthera pardus japonensis

Leoparders kropsstørrelse og farvesammensætning, varierer geografisk og afspejler sandsynligvis tilpasninger til de meget forskelligartede habitater, leoparder lever i. De lyseste farver ses ofte i tørre habitater, mens de mere rødorange farver oftere ses i tættere bevoksede skovområder. Ligeledes giver leoparders pletter et praj om, hvilken underart det enkelte individ tilhører. Pletterne fremstår som sorte rosetter, der f.eks. er cirkulære i det østlige Afrika, og mere firkantede i det sydlige Afrika. Enkelte pletter (ikke i rosetformationen) ses på dyrets bryst, ben og hoved.

Onager

Persian onager / Equus hemionus onager

Onageren er et vildæsel, der i sen Pleiostocen fandtes så nordligt som Tyskland. Hovedparten levede dog i Mongoliet. Onageren er rødbrun om sommeren og lysere næsten gulbrun om vinteren. Hen over midten af ryggen løber en sort stribe med hvide kanter. Benene er korte og hovene små. Udviser seksuel dimorfisme, hvor hannerne er større end hunnerne. 

Påfugl

Indian Peafowl / Pavo cristatus

Påfugle hannen har en flot blå/grøn fjerdragt, når parringssæsonen nærmer sig, vokser de øverste halefjer sig meget lange, og er flot dekoreret med et ”øje” for enden af hver fjer. Dette er påfuglens måde at vise sig frem på.

Hunnens fjerdragt er en blanding af grønne, grå og blålige farver. Men hunnen har ingen lange halefjer. Derudover har både hannen og hunnen en fjerkrone øverst på hovedet.

Rød panda

Red Panda / Aliurus fulgens

Den røde panda er ca. 55-65 cm lang, med en relative lang og tyk hale med skiftevis lyse og mørke bånd. Hovedet er rundt med en kort, hvid snude. Den har store strittende, hvide ører og hvide ”kinder”. Pelsen er lang, rødbrun og ret grov. Under den lidt grove yderpels er den mere blød og ulden. Bugen er typisk mørk/sort og det samme er benene. Benene er vinklet indad hvilket giver pandaen en vraltende gang, men formidable klatreegenskaber. Farven kan variere lidt afhængig af udbredelsesområdet, hvor dyrene typisk er lidt mørkere i øst. Ansigtet er mest hvidt med rødbrune ”tårestriber” (ikke som gepardens) under øjnene.

Asiatisk dværgodder

Asian Small-clawed Otter / Aonyx cinereus

Den asiatiske dværgodder er den mindste af alle oddere. Yderligere adskiller den sig fra andre oddere ved delvist at mangle svømmehuden mellem tæer og fingre. Dette gør poterne mere følsomme og dværgodderen er på den måde i stand til at finde frem til sit bytte i mudder eller under ral og sten. Andre oddere bruger munden til at fange deres bytte med.

Asiatisk fiskekat

Fishing Cat / Prionailurus viverrinus

Fiskekatten er en af de største af de mindre katte, og er i underfamilien felinae (små katte). Hannen er typisk lidt større end hunnen. Fiskekatten er kraftigt bygget, med korte ben og en lille tætbygget krop. Hovedet er aflangt og halen er relativt kort, ca. 1/3 af kropslængden. Pelsen er kraftig og gråbrun, med sorte pletter og striber. 6-8 linjer går over øjnene, op mellem ørerne og om til nakken, hvor de ender i kortere striber omkring skuldrene. Fiskekattens knurhår er korte, ørerne runde og sorte på bagsiden, med en tydelig øreplet, der tydeliggør kommunikation med øresignaler, som det ses hos mange andre katte arter, fx tigeren.

Japansk trane

Japanese crane / Grus joponensis

Den andenstørste, og næstmest sjældne trane i verden. Det er dog overordnet set den tungeste traneart. Kendes på den røde, fjerløse isse og hvide fjerdragt med markeringer på hoved, hals, hale og ben. Hos hanner er markeringerne helt sorte, mens hunnerne er en smule mere grålig på hoved og hals. De unge individer mangler den røde isse.

Oplev Ree Park