Værd at vide om GIRAFFEN
Rothschild, eller Baringogiraffen som den også kaldes, findes udelukkende på beskyttede savanner i Kenya og Uganda.
Giraffer er rigtig godt tilpasset til livet i tørre leveområder, hvor de foretrækker at æde akacieblade. Deres højde giver dem blandt andet den fordel, at de kan nå blade, som ikke er tilgængelige for mange andre planteædere.
Giraffer drikker kun sjældent og er derfor relativt uafhængige at faste vandforsyninger. Når giraffen skal drikke, kan det være en risikabel affære. På grund af den meget lange hals, er dyret nødt til at sprede forbenene meget langt ud til siderne for at kunne få hovedet ned til drikkevandet. I denne stilling er det svært at holde øje med rovdyr, og hvis faren lurer, tager det tid at komme ordentligt på benene igen.
Girafferne kendes især på deres lange hals og ben. Forbenene er længere end bagbenene, så ryggen skråner ned mod bagen. Både hanner og hunner har hornlignende udvækster fra kraniet, kaldet ossiconer. Ossiconerne er beklædt med hår, og særligt hårene på toppen slides af hos kønsmodne hanner, når de kæmper om hunnerne. Giraffer er de eneste dyr der fødes med "horn", men for at lette fødslen, er hornene nærmest klappet sammen ned mod hovedet. De rejser sig dog hurtigt, så kalven bliver i stand til at kunne forsvare sig mod rovdyr.
Alle giraffer kendes på deres karakteristiske plettede skind, hvor pletterne varierer alt efter området giraffen lever i, samt hvilken underart dyret tilhører. Mønsteret ændrer sig ikke gennem giraffens liv, men pletterne strækkes naturligvis i takt med at dyret vokser. Desuden kan farverne variere med sæsonen samt med dyrets generelle sundhedstilstand. Desuden er giraffens pletmønster unikt fra dyr til dyr som vores fingeraftryk.
