Værd at vide om DEFASA VANDBUKKEN
I vådområder findes der ofte stabile græsgange, og hvis vandbukken fornemmer, at der er fare på færde, vil den straks søge mod vand, hvilket får de fleste rovdyr til at opgive jagten.
Vandbukken udskiller et sekret i sin pels som giver et beskyttende lag der holder på dens varme når den befinder sig i vandhuller. Dette sekret både smager og lugter dårligt, hvilket gør den uappetitlig for de fleste rovdyr.
Vandbukken er et socialt dyr, der lever i grupper på 5-10 individer. En flok består af hunner med deres unger og en enkelt dominerende han. Det ses af og til, at der er et par lavere rangerende hanner i flokken, der hjælper med at forsvare territoriet, men den dominerende han forhindrer dem i at parre sig med hunnerne.
Vandbukken har en genkendelig hvid snude som den lader hvile i vandoverfladen når den slører sig fra rovdyr i vandhuller. På den måde er den sværere at spotte og kan dermed træde vande og snorkle indtil faren er drevet over.
Ofte får dyr unger, når mængden af mad og vand er på sit højeste, men da vandbukken lever ved vandet, er der sjældent fødemangel. Dette betyder, at de får unger året rundt. Hunnerne passerer hele tiden gennem forskellige hanners territorier, og slår sig ned hos en passende han, når de går i brunst.
Kalven fødes og gemmes for rovdyr i beplantningen ved floden. Moderen græsser i umiddelbar nærhed af kalven i den første tid, så hun hurtigt kan forsvare den og lade den die. Efter en måneds tid begynder ungen af følge hunnen, og efter ca. 9 måneder kan den klare sig uden hjælp.
Antallet af vandbukke er faldende grundet jagt, men de er stadig vidt udbredt i store områder syd for Sahara.
