Vildhunden

Vildhunden hedder Lycaon pictus på latin og betyder ”den malede ulv”. Vildhundens pelsfarve består af blandede pletter i alle nuancer fra hvid, over brun til sort. Snuden er sort og halespidsen er hvid. Ørene er store og runde, og kroppen er slank med lange og kraftfulde ben. Vildhunden er meget social og lever i grupper. Når dyrene kommunikerer med hinanden, bruger de blandt andet karakteristiske, højfrekvente lyde, kropssprog og duftstoffer. Vildhunde er tættest beslægtede med ulve og sjakaler, men adskilte sig som art for mere end 3 millioner år siden. Derfor betyder det meget for videnskaben at kunne bevare vildhundens gener.

En vildhundetæve, i sin bedste alder, kan få helt op til 20 hvalpe i et enkelt kuld, men 8-10 unger er normalt. Af samme grund er det kun førerparret i gruppen der yngler. Ganske som det ses i en ulveflok, hjælper hele gruppen hinanden med at tage sig af de mange livlige og sultne hvalpe.

Vildhunden er i modsætning til geparden en ”maratonløber”, hvilket betyder, at den løber sit bytte træt frem for at fange det i sprint. Vildhunden kan løbe knap 60 km/t i helt op til en time, hvor de fleste byttedyr må give op. Flokken afliver byttet ved at sprætte bugen op, hvilket kan være et voldsomt syn. Det er dog en yderst effektiv og hurtig metode. Måske er voldsomheden og den utrolige udholdenhed med til at forstærke det dårlige ry vildhunden har fået i Afrika.