Naturbevarelse

EN MODERNE SAFARIPARK I UDVIKLING

Ree Park Safari strækker sig over et 125 hektar stort, kuperet og naturskønt område med skov og søer ca. 10 kilometer fra Ebeltoft. I dag har parken 30 fastansatte medarbejdere på 6 områder: Administration, dyrepassere, dyrlæge, butik, cafe og service.

Under skiftende navne har parken gennem de seneste 18 år udviklet sig fra at være en blomsterpark, over en eksistens som en familiepark med klappedyr, til den nuværende safaripark med et værdimæssigt fokus på arter med særligt brug for en hjælpende hånd.

Som én af Danmarks førende organisationer inden for natur- og dyrebevarelser føler vi hos Ree Park Safari en særlig forpligtelse.

 

Målene er vigtige

Vores mål er, at vi med de rette løsninger bidrager til global bæredygtighed og naturbevarelse, som ikke bare beskytter truede dyr mod krybskytteri og illegal handel, men også bidrager til livskvaliteten hos de mennesker, som skal leve i sameksistens med dyrene.

Ree Park Safari er en dansk privatejet organisation, som i mere end 14 år, med et særligt fokus på truede dyrearter, har været med til at stå i spidsen for naturbeskyttelsesprojekter- og programmer.

Vi opererer både ex situ i Ree Park Safari i Ebeltoft for at sikre arternes overlevelse gennem internationale avlsprogrammer og in situ i Masai Mara i Kenya, hvor vi via vores naturbeskyttelsesfond, Karen Blixen Camp Trust, arbejder for dyrene i deres naturlige habitat. Samtidig sikrer vi et bæredygtigt miljø hos Masai-befolkningen, som vil beskytte deres skrøbelige økosystem og styrke rammerne for dyrenes overlevelse.

Vi sikrer unge masaier en uddannelse som alternativ til illegale handlinger, vi danner partnerskaber med relevante organisationer i ind- og udland for at sikre 360 graders beskyttelse af dyrene, vi bidrager til bestanden af truede dyr gennem internationale avlsprogrammer og vi skaber bæredygtige alternativer til masaiernes traditionelle levevis.

Vi sætter en ære i at kunne operere på et højt fagligt og internationalt niveau, at kunne bidrage til naturbevarelsen og overlevelsen af stærkt truede dyrearter og at skabe værdi gennem lokale og internationale initiativer.

Vores tætte relationer med vores besøgende i Ree Park Safari i Ebeltoft og Karen Blixen Camp i Masai Mara, foruden donationerne til Karen Blixen Camp Trust, vores leverandører og andre interessenter, er med til at gøre det muligt for os at føre en afgørende kamp for naturens og dyrenes overlevelse – både nu og fremadrettet.

Netop derfor har vi produceret denne korte film, der viser både vores projekter og initiativer, som understøtter hele bevæggrunden for, at Karsten Ree i sin tid valgte at kaste både tid, penge og hjerte ind i kampen for dyrene og den natur som ikke bare de, men også vi, er så afhængige af.